Vision
Vores vision er at skabe områder, hvor der er strengt beskyttet skov i så store arealer (der, hvor Amazonas møder Andesbjergene i Ecuador) at vi med sikkerhed kan sige, at biodiversiteten er sikret. Vi vil ikke lave “fortress conservation”, og skubbe folk fuldstændigt væk fra Ecuadors regnskov – for der har været mennesker i samspil med naturen i tusindvis af år – vi vil derimod skabe en balance, hvor både mennesker og natur kan være til. Det handler ikke om, hvorvidt der er folk i de områder, hvor der er natur, men om hvordan vi er folk, der, hvor naturen findes.
Det betyder store, beskyttede områder, hvor der ikke må laves landbrug, skovdrift og jagt. I disse områder, JungleFondens reservater, har naturen forrang. Vi drømmer om områder, der kommer alle til gode, hvor dansk velgørenhed sikrer truede og sjældne organismers overlevelse og hvor blomstrende habitater og et væld af liv sikrer muligheder for at lokalsamfundet kan bruge deres viden til at leve af økoturisme. Vi drømmer om områder, hvor en levende regnskov gavner vores alles klima med sin evne til at lagre det kulstof, der ellers ville ende i atmosfæren som CO2, og forværre klimakrisen.
Vores vision er et nyt kapitel i naturbeskyttelse for virksomheder og private, og hvor det er gjort nemt, og man ser resultaterne med det samme. Vi drømmer om komplet transparens, og naturbeskyttelse der ikke er abstrakt, men derimod vedkommende; du kan se, høre og ja endda besøge den skov netop du beskytter.
Vores unikke tilgang
Vi sigter efter at JungleFonden med sine partnere har beskyttet 10.000 hektar regnskov i 2035. Det skal være regnskovsområder, der er forbundet med Jocotoco’s, samt ligesindede ecuadorianske aktørers reservater, så vi maksimerer udstrækningen af naturparker, ved at løfte i flok.
I JungleFonden er vores mål, at gøre regnskovsbeskyttelse konkret og vedkommende. Når man betaler for beskyttelsen af et område, får man præcis det område markeret på et kort. Der er vildtkameraer, der tager billeder af de dyr, der findes i området. Der er mikrofoner, som optager områdets lyd, og som opsnapper hvis der er larm fra motorsave. Der er kamera- live-stream, så man kan se livet i området i realtid. På den måde, vil vi sørge for, at man kommer tættere på den skov, man bevarer.
JungleFondens regnskovsbeskyttelse har ekstremt fokus på, at beskytte regnskoven netop der, hvor den er mest truet. Det betyder, at vi har blikket særligt stift rettet mod den skov, der ligger ud til veje, da alt regnskovsfældning starter med en vej. Med JungleFonden går vi ikke ind og opkøber regnskovsområder i midten af skoven, eftersom disse ikke er de mest udsatte. Det er den skov, der ligger i udkanten, og som man vil skulle fælde sig igennem for at nå ind i hjertet af skoven, der er mest truet.
Der er mange andre organisationer derude, der beskytter regnskov – bl.a. også i Ecuador. Vi arbejder for en fælles sag, og om man beskytter skov via os eller dem, er underordnet – det vigtige er, at der bliver beskyttet noget natur. Vores model er med stort fokus på, at man bliver taget med på rejsen, med video, billeder og lyd, så man er så tæt på skoven som muligt, uden at have krydset Atlanten. Vi bestræber os på at arbejde med de andre organisationer, så vi forlænger hinandens naturbeskyttelse, frem for at begrænse.